Regelmæssig tandeftersyn
Det anbefales, at du får undersøgt dine tænder og dit tandkød regelmæssigt ved et tandeftersyn. Det giver mulighed for at opdage begyndende tandskader og sygdomme i tænder og mund i så god tid, at vi kan forebygge med en enkel behandling. Ofte vil der ved et tandeftersyn være behov for at tage røntgen billeder, hvorved huller mellem tænderne (caries) og infektioner i kæberne kan opdages i tide.
Da mange sygdomme i tænder og mund ikke giver symptomer før de er meget fremskredne er røntgenundersøgelse af tandmellemrum et vigtigt diagnostisk middel til at konstatere caries og paradentose i tide.
Tandrensning
Vi anbefaler, at du ved et tandeftersyn også får en tandrensning. Her renser vi dine tænder for belægninger, misfarvninger og tandsten. Herved får du lettere ved at holde en god mundhygiejne i det daglige. Ved regelmæssigt tandeftersyn kan parodontose (de løse tænders sygdom) enten forhindres eller begrænses. De nationale retningslinjer anbefaler tandeftersyn 1-2 gange årligt, dog oftere ved mere alvorlig sygdomsudvikling.
Hos TANDLÆGERNE BREDGADE har tandeftersyn af dine tænder høj prioritet, idet forebyggelse altid er bedre end behandling.
Tandfyldninger
(Plomber) Er der kommet hul i en tand (caries), skal tanden repareres med en fyldning.
Alle fyldninger laves i dag i plast. Tidligere blev fyldninger oftest udført i sølv, hvilket er meget synligt i munden. Plastmaterialet er tandfarvet og kan næsten ikke ses. Hos TANDLÆGERNE BREDGADE vil dårlige og slidte sølvfyldninger med fordel kunne skiftes til plast. Da plastmaterialet ”limes” ned i tanddefekten, vil en fyldning i plast styrke en tand, som er svækket som følge af slid eller en stor sølvfyldning.
Er tanden meget destrueret, kan det blive nødvendigt at fremstille en krone for at styrke tanden.
Forebyggende paradentosebehandling
(Parodontitis) Paradentose er et andet ord for kronisk tandkødsbetændelse, der har spredt sig til de dybereliggende væv, dvs. ned omkring tandroden. Dette medfører varigt tab af tandens rodhindefibre med efterfølgende nedbrydning af knoglen. Tandkødslommen bliver således dybere, og tanden sidder ikke længere lige så godt fast. Symptomerne kan være dårlig ånde, smerter i tandkød og kæber, løse tænder og blødende tandkød.
Der er i nyere forskning fundet en sammenhæng mellem livstilssygdomme og paradentose, som iskæmisk hjertesygdom, diabetes, reumatoid artritis ( gigt), osteoporose, Alzheimers sygdom, Parkinsons sygdom og psoriasis. Har du en af disse sygdomme, er det derfor særligt vigtigt, at du regelmæssigt får tandeftersyn og tandrensning af tænderne.
Oftest hos personer mellem 30-40 år
Paradentose opstår oftest hos personer mellem 30-40 år og er i dag den hyppigste årsag til, at personer efter 40 års alderen lider af tandtab. Dog kan sygdommen også forekomme hos yngre personer, og jo tidligere i livet den opstår, jo mere aggressiv er den og desto mindre modstandskraft har man over for sygdommen.
Hos TANDLÆGERNE BREDGADE udfører vi paradentose behandling, så du har mulighed for at bevare dine egne tænder. Vi tilbyder en dybdegående rensning, som holder paradentosen nede. Med grundig, daglig tandpleje hjemme, kan du desuden gøre dit til, at paradentosen ikke udvikler sig.
Bidskinner
Hos TANDLÆGERNE BREDGADE fremstiller vi skinner for behandling af ledsmerter/muskelsmerter og mod tandslid. Skinnerne fremstilles hos dansk tekniker af godkendte materialer, således at du kan have din skinne i mange år.
Rodbehandling
En rodbehandling er nødvendig, når et cariesangreb går helt ind til nerven i din tand.
Det er også nødvendigt, hvis en tandskade har blotlagt nerven, eller hvis du får smerter efter et slag mod tanden. Rodbehandlingen fjerner den smerte, som du vil mærke, hvis nerven er blottet eller angrebet af caries. Hvis nerven er død, vil du ikke altid mærke smerte, men tanden skal stadig rodbehandles, da der ellers kan opstå rodbetændelse, som kan medføre smerter og tandbylder.
Efter rodbehandling, kan det være nødvendigt at styrke tanden med en krone, da tænder uden ”nerve” tørrer ud og oftere knækker.
Hos TANDLÆGERNE BREDGADE udfører vi rodbehandling af de fleste tænder, der er dog enkelte Patienter, som efter røntgen vurdering sendes videre til specialist tandlæge Kasper Holm-Busk, der udfører behandlingen under mikroskopi. Behandlingen bliver ofte foretaget under lokalbedøvelse, da vi altid tilstræber smertefri behandling.
Kosmetisk tandpleje
Flere og flere går i dag meget op i deres udseende og får lavet indgreb på kroppen for at blive smukkere. Det gælder også tænderne. Hvor man tidligere kun behandlede tandsygdomme, foretages der i dag indgreb på ellers raske tænder for at gøre dem pænere. Tænderne er vigtige elementer i ansigtets helhed, og nogle mener, at et attraktivt smil kan føre til større selvværd.
Tænder kan gøres hvidere med blegemidler, tandformen kan ændres, tandmellemrum (diastema) kan lukkes, tandkød kan hejses op og ned, og der kan sættes smykker på tænderne. Men hvad betyder det for tandsundheden nu og på lang sigt?
Her bør man skelne mellem nødvendige og unødvendige behandlinger.
Ved nødvendige behandlinger, hvor tænderne har været syge og har brug for behandling, må man leve med eventuelle bivirkninger. Men når det drejer sig om raske tænder, der udsættes for kosmetiske behandlinger, bør man tænke lidt mere over, hvilke bivirkninger der kan være. For tænderne skal holde hele livet uden for mange reparationer.
Hos TANDLÆGERNE BREDGADE rådgiver vi altid om fordele og ulemper før behandling, både når det gælder behandling af nødvendige årsager og når det gælder behandling af kosmetiske årsager. Hos TANDLÆGERNE BREDGADE tilbyder vi kosmetiske behandlinger, som kan gøre dit smil smukkere, feks. udskiftning af gamle gulnede plastfyldninger, afrensning med Air-Flow, pålimning af porcelænsfacader, ændringer af tændernes form, lukning af mellemrum og tandblegning med blegeskinner.
Tandblegning
Interessen for skinnende, hvide tænder er steget. Tænderne kan misfarves af farvestoffer fra vores mad og drikke f.eks rødvin, kaffe og lakrids. Men også tobak og overfladiske cariesangreb vil misfarve tænderne.
Farven kan sidde på overfladen, men kan også over tid komme til at sidde dybere i emaljen. Med specialfremstillede individuelle blegeskinner er det muligt at lysne tænderne. Blegeskinnerne fremstilles på en gipsmodel af dine tænder.
Vi fremstiller selv skinnerne og efter grundig instruktion får du dem med hjem, så du kan blege derhjemme. Der vil typisk være brug for at blege 3-4 timer dagligt i en uge. Hos nogen, vil der komme øget følsomhed i tænderne for koldt. Du er altid velkommen til at få vurderet farven på dine tænder, så vi kan rådgive dig om dine muligheder for at opnå et godt resultat.
Air Flow
Air Flow/Air Polish er en spray af luft, natriumbikarbonat og vand, som mødes i en luft – og vandstråle på tandens overflade. Dette betyder at det er muligt, at komme helt ind i de små ujævnheder i emaljen og i mellemrummene.
Resultatet af denne behandling giver et smukkere og hvidere smil end ved en almindelig pudsepastarensning. Air Flow fjerner misfarvninger på tænderne fra eks. kaffe, te, rødvin, nikotin mm. Behandlingen er meget skånsom, smertefri og lydløs, og yderst effektiv.
Hos TANDLÆGERNE BREDGADE benytter vi Air Flow/Air polish til at fjerne farvede belægninger. Den er et supplement til tandrensning og kan benyttes, hvis du ønsker hvidere tænder.
Dårlig ånde
(Foetor ex. oro) Hos 90% af alle, der lider af dårlig ånde, skal årsagen findes i munden. Bakterier på tungen, i tandkødslommer eller i utætte fyldninger danner nemlig ildelugtende svovlforbindelser. Hos de resterende 10% skyldes den dårlige ånde almensygdomme, indtagelse af visse lægemidler samt drikke- og fødevarer.
Der er mange faktorer som kan have indflydelse på lugt fra munden: Dårlig mundhygiejne, tandkødsbetændelse og parodontose, betændelse omkring frembrydende visdomstænder, mundtørhed, problemer i næse/bihuler, luftveje og svælg.
Hos TANDLÆGERNE BREDGADE står vi klar til at hjælpe dig med at fjerne evt. årsager til dårlig lugt fra munden og tænderne.